AI i ambulancen skal hjælpe med at finde de patienter, der ikke behøver hospitalet

Et nyt forskningsprojekt skal gøre det lettere for ambulancepersonale at afgøre, hvilke patienter der har brug for akut hospitalsbehandling, og hvilke der kan hjælpes andre steder i sundhedsvæsenet.
Forskere fra Aalborg Universitet har sammen med Region Nordjylland og Treat Systems ApS udviklet en prototype på et AI-baseret system, der løbende analyserer patientens tilstand ud fra data fra ambulancen.
Systemet skal fungere som et ekstra beslutningsstøtteværktøj for personalet og kan ifølge forskerne være med til at reducere antallet af patienter, der fejlagtigt vurderes som alvorligt syge.
”I dag vurderes patienten af personalet på en skala, der beregnes ud fra blandt andet puls, blodtryk og andre vitale værdier. Men den nuværende skala er ikke særlig præcis til at forudsige, hvem der risikerer at få det værre. Derfor bliver en del patienter kørt til hospitalet, selv om en hurtig vurdering hos egen læge ville være nok. Her ser vores system ud til næsten at kunne halvere antallet af patienter, der fejlagtigt vurderes som alvorligt syge," siger projektleder og klinisk lektor Morten Breinholt Søvsø fra Aalborg Universitet.
Modsat de nuværende vurderinger, som ofte kun foretages én eller to gange under en ambulancekørsel, analyserer det nye system automatisk patientens tilstand løbende, når nye målinger kommer ind.
Prototypen er foreløbigt trænet på ambulancedata fra Nordjylland. Næste skridt er at arbejde mod CE-mærkning og teste løsningen i ambulancer.
”Tiden er afgørende i vores arbejde, så hvis kunstig intelligens kan hjælpe vores medarbejdere med at kvalificere deres vurderinger af patienterne, vil det i sidste ende understøtte patientsikkerheden og samtidig hjælpe os med at sikre, at patienterne får den rette behandling på det rette sted. Vi er altid åbne over for ny teknologi og kunstig intelligens som værktøjer, der kan supplere vores fagligt dygtige personale," siger Martin Rostgaard-Knudsen, lægefaglig direktør i Den Præhospitale Virksomhed.
Faktaboks: AI-system til ambulancevurderinger
- Udviklere: Aalborg Universitet, Region Nordjylland og Treat Systems ApS.
- Formål: At forbedre vurderingen af patienter i ambulancer og reducere unødige indlæggelser.
- Teknologi: Et AI-baseret system, der løbende analyserer patientdata.
- Funktion: Skal understøtte ambulancepersonalets faglige vurderinger som et ekstra beslutningsværktøj.
- Status: Systemet er foreløbigt en prototype trænet på ambulancedata fra Nordjylland.
- Næste skridt: Arbejde mod CE-mærkning og test i ambulancer, muligvis gennem et randomiseret klinisk forsøg.
- Region Nordjylland: AMK-vagtcentralen håndterer årligt cirka 47.000 1-1-2-opkald om potentielt livstruende sygdom eller ulykker.
- Udvikling 2017-2023: Antallet af 1-1-2-opkald steg med 27 procent i Region Nordjylland.
- Ambulancekørsler: Antallet af præhospitale kørsler steg med 22 procent fra 2017 til 2023.






Accepter kun nødvendige cookies